Spørgsmål og svar
Hvad kan jeg klage over?
Det er selvfølgelig ikke alt, du kan klage over til Børnekontoret. Det vigtigste er, at du kontakter os. Så vil vi hjælpe dig med at komme videre.
Du kan for eksempel klage til Børnekontoret
- hvis kommunen eller din skole ikke vil hjælpe dig eller ikke gør nok for at hjælpe dig
- hvis kommunen eller din skole har besluttet noget, som du er uenig i, sur over eller ked af
- hvis du bor hos en plejefamilie eller på en institution, og du synes, at du bliver behandlet dårligt
Du kan ikke klage til Børnekontoret over:
- En dom
- En butik
- Noget, du har købt
- Din nabo
- Dine venner
Kan jeg være sikker på, at Børnekontoret tager min klage alvorligt?
Ja, vi tager altid din klage alvorligt og prøver at hjælpe dig videre. Men det ikke sikkert, vi kan svare på dine spørgsmål eller gøre noget ved din klage.
Det er, fordi der er nogle krav i loven om ombudsmanden, der skal være opfyldt. Kravene er:
- Din sag hos en myndighed eller andre skal normalt være behandlet færdig.
- Der må ikke være gået mere end et år.
- Sagen skal handle om noget, som Ombudsmandens Børnekontor må tage stilling til. Det er reglerne i loven om ombudsmanden, der bestemmer, hvad ombudsmanden må tage stilling til.
Selv om du ikke er sikker på, at vi kan svare på det, du spørger om eller klager over, skal du bare kontakte os alligevel. Så gør vi, hvad vi kan, for at hjælpe dig med at komme videre.
Hvordan klager jeg?
Du kan faktisk klage, som du vil.
Du kan ringe til os, skrive til os eller udfylde klageskemaet på Børnekontorets hjemmeside.
Hvem arbejder i Børnekontoret?
Børnekontoret har 7 medarbejdere. Der er en områdechef, en souschef, en specialkonsulent og fire juridiske konsulenter. De er alle jurister. Det vil sige, at de ved en masse om love og regler. Der er også en psykolog, som ved meget om børn og unge og deres problemer.
Fortæller I nogen, at jeg har ringet eller skrevet til jer?
Vi vil typisk fortælle dem, du har klaget over, om din klage. Vi skal nemlig også høre deres side af historien. Det kan også være, at vi stiller dem nogle spørgsmål. Måske kan de fortælle os noget, som du ikke ved.
Siger du til os, at vi ikke må fortælle dem om din klage, gør vi det normalt ikke. Men så kan vi heller ikke hjælpe dig med din klage. Hvis du fortæller noget meget alvorligt, kan vi have pligt til at fortælle for eksempel kommunen om det.
Vi skal normalt også fortælle den, der har forældremyndigheden over dig (normalt din mor/far), om din klage. Det siger reglerne om databeskyttelse. Hvis du helst ikke vil have, at den, der har forældremyndigheden over dig, får at vide, at du har klaget til ombudsmanden, så kan du fortælle os det. I nogle situationer giver reglerne nemlig mulighed for at lade være med at fortælle det videre.”
Kan jeg være anonym?
Du kan ringe anonymt. Men hvis du vil klage til os, skal vi vide, hvem du er, og hvor du bor.
Hvorfor kan I ikke svare på mail, hvis jeg er under 15 år?
Det må vi ikke. Vi har nemlig pligt til at svare dig på en måde, så det kun er dig, der kan se svaret. Hvis vi sender dig et svar i en almindelig mail, kan andre ret nemt komme til at se svaret. Vi må kun svare på mail, hvis modtageren har det, der hedder sikker mail. Kun hvis du er over 15 år, kan du oprette en digital brevkasse på borger.dk, og der kan du sende og modtage sikker mail.
Hvem kan jeg ringe til, hvis jeg er ked af det, f.eks. over noget derhjemme eller i skolen, eller hvis jeg har brug for at snakke med en voksen?
Du kan ringe eller skrive til Børnetelefonen på tlf. 116 111. Der sidder nogen, som kan hjælpe dig, hvis du er ked af det og har brug for at tale med en voksen. Børnetelefonen er åben alle dage hele døgnet.